Chateau Boyd Cantenac, 1953

Chateau Boyd Cantenac, 1953

Vi elsker gammel vin – så er det sagt! Vi gør det selvfølgelig af flere årsager. Claus, som nok er den af os der er gladest for gammel vin, er bare grundlæggende vild med smagen og duften af ældet vin.

Undertegnede er nok lidt mere kølig over for duft og smag af meget gammel vin. Men en ting der fascinere os alle, er den historie der følger med en gammel flaske.

Jeg har herunder prøvet, at give et rids af en gammel vin som har gjort stort indtryk på os.

BOYD CANTENAC, 1953

Vinen på billedet drak vi blindt i januar 2017.

Som det fremgår af etiketten er der tale om Chateau Boyd Cantenac 1953 fra kommunen Margaux. Vi altså på venstre bred (Medoc halvøen) i Bordeaux.

Chateau Boyd Cantenac er et forholdsvis lille slot på ca. 17 ha., og vinen er enhver forstand en klassik venstrebreds bordeauxblanding domineret af Cabernet Sauvignon, mindre mængder Merlot og ret små mængder Cabernet Franc og Petit Verdot.

Blendet i 1953 er mig ikke bekendt, men formodes grundet årgangens omstændigheder, at følge ovenstående ret godt. I dag er slottets marker beplantet som følger: 60 % CS, 25 % M, 8 % CF og 7 % PV.

Slottet har siden 1932 været i familien Guillemets eje. Dette er faktisk bemærkelsesværdigt, da næsten alle andre klassificerede bordeaux chateaux har skiftet ejer op gennem sidste halvdel af 1900 tallet, typiske til finansielle investorer.

Med hensyn til smagen levede den heldigvis til fulde op til kriteriet om at smage godt. Vi snakker klassisk bordeaux med solbær, grafit, cedertræ, lidt funk og medium syre – alt i alt en fin vin med en del alder på, lad os sige 91 Pts. (”Hjerte”-pointene er dog noget højere…). Der var i øvrigt ingen af der kom tæt på at gætte vinens alder, da alle gættede markant yngre.

EN REJSE I TID

Vinen er fra et af de store år – lad starte med det. Året 1953 var domineret af sol og varme, regn i september gjorde at høsten generelt set blev ret sen, start 28. september. Årets vine skal generelt havde været fremragende som unge som man ofte ser med tørre solrige år.

Man kan næsten ikke undgå at tænke, at det sørme minder meget om de fine årgange som jo nærmest kommer som perler på en snor i de her tider. Jeg forestiller mig at årgangene 2005, 2009, 2010, 2015 og 2016 kvalitativt er der henad.

Der er selvfølgelig ikke mange af årgang 1953s vine tilbage, og alle de mindre vine er blevet til støv, men som vi så med vores flaske, så kan mange af de store/større vine stadig være fine.

I så gamle vine er der dog absolut ingen garantier. Men ser flasken fornuftig ud, dvs. stand er rimelig høj – en 64 år gammel flaske kan godt være sund selv om stand er ned i Mid Shoulder – er der ingen grund til ikke at prøve. Personligt trækker jeg dog grænsen ved Top Shoulder, som vores flaske i øvrigt havde. Hvilket i øvrigt er fremragende alderen taget i betragtning.

Betegnelser for stand i bordeaux og bourgogne flasker. Vi skal have lavet en grafik af ovenstående, vi har ikke rettighederne til den her.

HER AFTAPPET

Vinens banderole viser at vinen er ”Udenlandsk, Her aftappet”. Vinen er altså ikke slotsaftappet som vi jo i dag finder helt naturligt. Men det var almindelig praksis i 60erne og faktisk også et godt stykke op i 70erne at aftappe kvalitetsvine i Danmark. Det er først i 1972 at det bliver obligatorisk for de klassificerede slotte at slotsaftappe, mindre slotte følger efter senere.

Også i dag aftappes der jo i øvrigt masser af vin i Danmark. Det der aftappes er så bare på alle måde i den billige og oftest sløje ende.

Aftapperen af vores flaske var Marinus Lytjen, Odense. Marinus Lytjen var en velrenommeret vinhandler i Odense i sidste halvdel af 1800 tallet og langt ind i anden halvdel af 1900 tallet. Firmaet havde domicil i mellem Kongensgade og Vestergade. I dag er der intet tilbage af firmaet, bortset fra navnet Vintapperstræde, som er en populær gågade med restauranter, beværtninger og butikker (hvor undertegnede færdedes meget, inden han fik fast ejendom, børn, måne og gråt hvidt hår).

Faktisk var der ganske mange aftapper af finere vine i Danmark i forrige århundrede. Stort set alle de større vinhandlere gjorde det. Det samme ses selvfølgelig ude i Europa.

Det er generelt min opfattelse, at standarden for aftappernes arbejde faktisk var ret god, og at man ikke skal holde sig tilbage med at købe ”Her aftappet”. Faktisk er der en potentiel fordel ved danske aftapninger, nemlig at de er med stor sandsynlighed ægte. For hvad er egentlig risikoen for, at en eller anden entreprenant slyngel har gidet at lave en kopi af en dansk aftapning? Det er (nok) mere de kendte aftapper som f.eks. Vandermeulen, Barriere, Berry Brothers & Rudd o.l., der bliver udsat for den slags.

DET HELE I EN SÆTNING

Bordeaux holder meget længere og bedre end man forventer, man kan roligt købe dansk aftappede gamle bordeaux’er og fremtiden tegner lys med alle de fine årgange der er kommet det sidste årti.

/Thomas Løkkebø

Note om uvildighed (eller mangel på samme). Vi sælger vin og er derfor per definition ikke uvildige. Vi prøver dog altid i vores smagenoter, at være fair og rimelige. Vi smager alle mulige vine, og selvfølgelig også vine som vi sælger. Vine vi har en direkte eller indirekte økonomisk interesse i, er markeret med # efter vinens navn.