Uorganiseret vinsmagning 01.03.2017

Alle følte behov for et glas, efter hårdt arbejde med at bygge inventar. Derfor: Vinsmagning! Vi smagte derfor en hvid og tre røde

Tid til vinsmagning! Først fik vi god californisk chardonnay, Villa Mt. Eden, Grand Reserve, Bien Nacido Vineyard, 2008. Som man måske vil forvente, var det en forholdsvis kraftig og ret fyldig sag, med smør, nødder, citrus og noget lanolinagtigt i næsen. I munden rund, let frugtsødme og ret god syre. Stadig frisk, alderen taget i betragtning. 90 pts.

Herefter fik vi ikke Cossetti Clemente & Figli, Barolo, 1964 da den var afgået ved døden for en del år siden. Ikke udrikkelig, blot alt for gammel.

Aftenens tredje vin var La Colombina, San Martino, 2010#. San Martino er en Sangiovese domineret supertoscaner med ca. 30 % Syrah og Merlot i blendet.

Vinen havde tydeligt fadpræg og et modent udtryk (modent ikke gammelt!) med tydeligt kirsebær i duft og smag. I sin fremtræden, minder den meget om en god brunello, ikke overraskende i betragtning af, at La Colombina netop produceres i Castelnuovo dell’Abate, omtrent 6 km syd for Montalcino. En dejlig vin. 91 pts.

Til sidst fik vi Lucien Le Moine, Bourgogne Rouge, 2011. I næsen klassiske aromaer af medicinskab, urter, kirsebær, men også rosin. Farven var transparent rubinrød, med en lys kant. Frisk venligsindet syre, læskende men dog med et let tanninsk bid. 91 pts.

/Thomas Løkkebø

Note om uvildighed (eller mangel på samme). Vi sælger vin og er derfor per definition ikke uvildige. Vi prøver dog altid i vores smagenoter, at være fair og rimelige. Vi smager alle mulige vine, og selvfølgelig også vine som vi sælger. Vine vi har en direkte eller indirekte økonomisk interesse i, er markeret med # efter vinens navn. 

Skriv et svar

da_DKDanish